fredag den 19. juni 2009


KAN DU MÆRKE DIT INDRE KLIMA?


Om projektet

MindGlobe - "Tjek dit indre klima" er en oplevelsesbaseret og interaktiv kunst-installation udviklet til at sætte anderledes fokus på klimadebatten.

MindGloben er et sansestimulerende rum, som du kan træde ind i og 'tjekke dit indre klima' og foretage et kropsligt, følelsesmæssigt og mentalt gearskifte. At skifte til et roligere sted hvor helheden mærkes, fører til mindre stress, mere kreativitet og styrket fornemmelse for omverdenen.


Formål: At skabe adfærdsmæssig forandring gennem oplevelse.

Vi arbejder i krydsningsfeltet mellem kunst, videnskab/teknologi og bevidsthedsforskning - I en transportabel globe skabes et sanseligt univers, der gennem en faciliteret oplevelse giver mulighed for at tjekke og relatere til sit indre klima.

Det sanselige univers udgøres af et rum inde i globen, der måler ca. 3 m i diameter og skabes med brug af forskellige sansestimulerende effekter så som lyd, duft, visuals og taktile virkemidler. Der er tale om en totaloplevelse, som skræddersyes specielt til at kunne facilitere en afslappende og indadrettet oplevelse ud fra både et kunstnerisk og videnskabeligt perspektiv.

Projekt Mind 'the' Globe - ”Tjek dit indre klima” sætter fokus på den indre side af klimadebatten og vil ved klimakonferrencer og arrangementer fungere som et oplevelsesbaseret og velfortjent slip mellem de mange interessante foredrag og diskussioner.

Sanselig totaloplevelse
Sanserummet i boksen besøges af en person ad gangen. Når du har lagt dig godt til rette i et specialbygget siddeelement starter en guidet oplevelsestur. Gennem en behagelig speak og ved brug af forskellige dokumenterede virkemidler og teknikker, åbnes dine sanser og din indre opmærksomhed skærpes. Tilsammen lader dette dig mærke dit eget indre klima i et ofte hektisk og udadrettet liv.

Roligt indre klima skaber større ansvarlighed
De sidste par hundrede års accelereret udvikling af teknologi og forbrug af klodens ressourcer, har totalt ændret jordens overflade og de menneskelige levevilkår. Livsstilsygdomme, finans- og klimakrise er udtryk for overforbrug og ubalance MindGloben spørger:

Hvor er vi på vej hen?
Hvorfor har vi så travlt?
Hvad er det vi stræber imod?
Den travle hverdag og dit stigende stressniveau har konsekvenser for det klimamæssige ansvar vi tager - både i forbindelse med vores indre og ydre liv.

Når vi er opkørte, fortravlede og stressede bliver vi mindre rare for vores omgivelser at være sammen med, og vi får større tendends til at vælge hurtige løsninger. Dette kommer sig til udtryk i bl.a.:

Primært på de ydre planer:
  • At tage bilen oftere end nødvendigt
  • At smide affald på uhensigtsmæssige steder eller uden sortering (batterier, spraydåser m.m.)
  • At glemme at slukke for lyset og elektriske apperater
  • At vælge produkter, der ligger lige for, frem for at tænke økologisk og miljøbevidst
    - ikke at tage sig tid til at finde naturligt nedbrydende produkter istedet for kemisk fremstillede (rengøringsmidler, hudplejeprodukter m.m.)
  • Begrænset omtanke for brug af genbrugsprodukter
  • Begrænset omtanke for mængden af egenproduktion af affald
  • Stort forbrug af svært nedbrydelige materialer (Plastik, sølvpapir m.m.)
  • Mindre overskud til at tænke over materielle forbrugsvaner - hvad behøver du reelt og hvad er det, du smider ud.
Primært på de indre planer:
  • For meget fastfood føde og usunde madvaner
  • For lidt overskud til varieret og god næringsmæssig kostsammensætning - Større trang til surrogater (cigeratter, alkohol, søder sager m.m.)
  • Lettere tendens til irritabelhed og snerren
  • Dårligere helbred
  • Mindre tid til motion
  • Søvnproblemer
  • Mindre overskud til at takle uventede situationer
  • Mangel på empatisk indlevelse i medmennesker
  • Følelse af at være adskilt og isoleret fra omverden

Effekt af "Tjek dit indre klima"
Hensigten er, at du efter et besøg i installationen, er blevet beriget med en dejlig oplevelse og fortsætter dagen med et større overskud, mental ro og kropslig afslapning. Dit indre tempo skrues ned, og du vil kunne mærke dig selv bedre. Dette skift gør dig i stand til at handle med større autensitet og mere klarhed. Din koncentration vil være skærpet, og du vil i højere grad være klar til at møde nye udfordringer, indtage ny viden og indgå i konstruktive diskussioner.

Med fordybet kontakt til dig selv og et større overskud vil du være bedre i stand til at relatere til dine ydre omgivelser og forbinde dig til dem. Du vil i højere grad tage ansvar for dine handlinger og dine forbrugsvaner, og ikke føle en ligegyldighed overfor produkter du køber eller ting du siger. Du vil have større bevidsthed om, at også du påvirker dine omgivelser både menneskeligt og klimamæssigt - ligesom de påvirker dig.

Mission:
Projektets idegrundlag bygger på den enkeltes ansvar for helheden. Hvis man gerne vil forbedre jordens klima og nedsætte CO2-forbruget må man appellere til den enkeltes medansvar for hele jordens klima - for helheden. Dette lader sig kun gøre, hvis hver og en føler sig som en del af den og erkender, at selv den mindste handling, vi udfører, tilsvarende har positive eller negative konsekvenser for vores omgivelser og det ydre klima - både her og nu og i fremtiden.
Vi skaber rum, der giver mulighed for indre refleksion og afslapning således man kan mærke sig selv og undgår at blive for opkørt, overgearet eller stresset til at handle på ansvarlig vis over for medmennesker, dyr og miljø.

Vision:
Der findes forskellige tilgange til måden at gøre noget ved klimaproblematikkerne på. På paletten af tiltag ser vi bl.a. politiske tiltag ved bestemmelse af love, regler og kvoter; teknologiske tiltag med forskning af optimerede brændselsmetoder m.m. og adfærdsmæssige tiltag, der på endnu flere måder forsøger at appellere til den enkelte borger og forbruger.

Gennem træning i det daglige kan alle lære at skrue det indre tempo ned og på både mentalt og fysiologisk niveau blive bedre til at navigere rundt i et hektisk liv og tage medansvar for egen, andres og klodens nutid og fremtid. Vi ønsker, at facilitere et rum, hvor alle tør standse op, lave et space for ro, nærvær og refleksion for igen at vende tilbage til high performance - dette både i rolige lige såvel som hektiske perioder i livet!
Klodens Klima vedrører os alle - både som årsag og konsekvens

Ingen kommentarer:

Send en kommentar